Agnete Bodil Hansen

   Et andet navn for Agnete var Mullit.

  Generelle notater:

Dødsfald
Bodil Mullit, Valdemar Sejrsvej 49, 2. tv., Holbæk, er død, 81 år, efter et far­verigt liv præget af en stærk retfærdig­hedssans.Bodil Mullit, født Hansen, voksede op i Aalborg, hvor familien havde en søekviperingsforretning. Barndoms­hjemmet var et livligt sted med mange indtryk, bl.a. virkede faderen også som frimenighedspræst. Oven over forret­ningen var der sømandhjem, mange søfolk knyttede sig til familien Hansen, og den lille Bodil og hendes tre æ1dre søskende fik flere spændende gaver fra fjerne egne.

Under besætte1sen blev Bodil, hendes mor og flere af hendes søskende in­volveret i modstandsgruppen BOPA - både i Aalborg og i København, hvor moderen og den yngste datter havde bo­sat sig efter forældrenes skilsmisse. Fa­milien havde bestemt ikke kommunisti­ske sympatier, men var alle opfyldt af en stærk trang til at bekæmpe de tyske besættelsestropper. Familien var af dansksindet holstensk s1ægt, både Bo­dils morfar og mormor flygtede som børn omkring 1849 fra Holsten til Danmark, og modviljen mod den prøjsiske disciplin prægede også efterkommerne.

Studietiden på Købmandsskolen blev præget af Bodil Mullits modstandsakti­vitet. Den unge kvinde var bl.a. invol­veret i aktionen mod Riffelsyndikatet, jødetransporter til Sverige og skjulte våben og sprængstoffer. Både Bodil, hendes mor og flere søskende var nødt til at gå under jorden.

Bodil traf Kaj Mullit i 1944 og parret rejste til Esbjerg, hvor han havde fået arbejde som advokatfuldmægtig. Ef­ter befrielsen flyttede familien, der nu også bestod af datteren Jannie, til Ski­ve. Siden bosatte det livlige par sig iHo1bæk. Her satte advokaten og hans bogholder et markant præg på byens liv - med stil, hatte og holdninger. Det sto­re hus i Fjordparken blev i de første år et sandt udflugtsmål for mange ho1bækkere, for rygtet gik, at det flamboyante par
havde installeret guldvandhaner, men det kan deres datter nu afsløre var pure opspind.Mandens død i 1987 tog meget hårdt på Bodil Mullit, og en kedelig og lang­trukken se1skabstømmersag satte yder­ligere sit præg på helbredet. Sygdom har de sidste seks år holdt Bodil Mullit i sengen, men den berejste og kultureltinteresserede æ1dre kvinde fik stadig verden ind i lejligheden. Hun holdt meget af at få besøg, elskede at høre om de fire børnebørns rejser og knyttede sig tæt til flere af sine hjemmehjælpere - og omvendt. En ung mand, der kendte Bo­dil
Mullits yngste barnebarn fra gym­nasiet, kom forbi med sin guitar og Spil­lede for hende, en ung kvinde fra Fær­øerne forærede hende en Færø-trøje, og andre sendte et mellemøstligt pust ind i stuerne med fortællinger fra deres
hjemlande: Palæstina og Libanon.I den sene alderdom havde Bodil Mullit også den store glæde at gense en ven fra modstandsbevægelsen, som dengang en dagudeblev fra et kontaktmøde på gaden, fordi han var blevet taget af tyskerne. Gensynet var arrangeret som en
fødselsdagsgave fra datteren Jannie Mullit, der er lærer på VUC, Ho1bæk.Bodil Mullit efterlader datter og fire børnebørn Paw, Maria, Robin og David, søsteren Jytte Jørgensen, Nevada, enke efter tidligere tandlæge i Ho1bæk Aage Jørgensen, samt flere søskendebørn og - børnebørn i ind- og udland, for en stor del
af familien Hansen emigrerede til USA i årene efter krigen.
Bisættelsen finder sted i Tveje Mer­1øse Kirke i morgen, den 9. april klok­ken 14.





Ester, Lilli og min tur til Fyn 19.-25 Juli 1980

Lørdag 19.07.80. mødtes vi ved Roskilde station, d.v.s. Ester var ikke kommet
med det tog vi havde aftalt- ringe til hendes søn "Jef" turde vi ikke
da han så ville blive lige så nervøs som Lilli og jeg var- men så kom hun
glad spadserende os i møde "Gud ske lov" hun havde overnattet hos
bekendte og regnet med at kunne være der ved togets ankomst.

Så tog vi afsted mod Halskov, hvor vi skulle være kl. 13.15, grundet
strejke måtte vi vente en time med at komme over, men over kom vi da,
og fortsatte mod Ørbæk. Jeg fandt vores barndomshjem, det er ikke hvidt
mere, så jeg var først lidt usikker på om det var det, men med et lille
spark bagi fra Ester tog jeg mod til mig og gik op og hilste på. Det var
ganske rigtigt den herre der havde købt huset af far i 1939, han hu-
skede tydeligt at Grethe havde besøgt ham for år tilbage og viste mig
rundt, også altanen vi har Ligget ude på som barnevognsbørn, den er nu
overdækket. Det var en sær fornemmelse at se det selv om jeg jo ikke
kan huske det. Vi kørte derefter hen til fru Rasch-Nielsen, der blev enke
for nogle år siden. Hun blev meget glad for besøget, den gamle åndsfriske
dame (91 år) huskede far mor og os børn tydeligt og fortalte om samværet
med vor familie, men far var jo fanatiker og mor og hendes mand vidste
hun godt havde sværmet med hinanden ( i al uskyldighed ) han havde taget
mor med på sine sygebesøg. Det vidste jeg også fra mor, men nævnte det
ikke. Hun fortalte at apotheket der hørte til dyrlægepraksis, og hvor vi
havde været tit, nu var foræret til Landbohøjskolen, hvor det er stillet
op i museums afdelingen. Hun havde også hørt at Grethe havde været i Ørbæk,
"Hvorfor kom hun dog ikke og besøgte mig, det ville havde glædet mig så
meget. Hun fandt selv hun var så rig, for hun havde så mange dejlige børn
børnebørn og oldebørn- vist 18 i alt, og usædvanlige gode ansigter alle sammen
iflg. billederne. Døtrene og svigersønnerne ville så gerne have hende
anbragt på et plejehjem, de er nervøse for hende, når de ikke kan se til
hende, men hun elsker alle sine ting og huset, hvor hun nu har boet siden
hun var 21 år, hun elskede at se på sin have- på træerne der nu er meget
store - og ville helst dø der. Jeg gav hende ret, især da naboen kommer
og ser til hende jævnligt og naboens søn hjælper hende med haven og andre
ting. Hun varen dejlig oplevelse.

Derefter gik turen videre til Lillebækgård, hvor Ellen og Knud havde ventet
på os. De havde heldigvis spist, men vi fik alligevel kyllinger og, dessert
samt en hyggelig sludder. Jeg havde været lidt nervøs for tanken Ester-
Ellen, Knud- men alle snakkede som de altid havde kendt hinanden. Det mo-
rede mig meget. Vi blev vist til rette ovre i Onkel Rasmus og tante Trines
lille hus- som Ellen og Knuds søn, Sven Børge, der er smed, har restaureret
centralvarme- Badeværelse- og nyt køkken- pæn vinkelstue og ovenpå et
soveværelse, hvor Ester var glad for at kunne være, hun er meget bange for
ensomme steder.

Næste morgen søndag, tog vi afsted til Kværndrup- Glamsbjerg og Årup. Huset
i Kværndrup kunne jeg slet ikke genkende og i Glamsbjerg mener jeg ikke jeg
har været, men det har Ester og Lilli og kunne huske det- skønt det hus de
de boede i dengang jo brændte og et nyt bygget op. Det var dog indrettet
på samme vis kunne jeg forstå. I Årup så vi bedstefars forretning og det
hus de senere boede i - vi var på kirkegården, men kunne ikke finde grav-
stedet og Ester regnede ud at købsmålet vist var udløbet for et år siden,
bedstefar skulle have købt det for 100 år siden, så det har sikkert været
i forbindelse med den lille pige der døde en del år før mor blev født. Vi
gik en dejlig tur i skoven der ligger lige ved Årup og Ester som jo har
boet der som barn, fortalte at den tur havde de ofte gået dengang. På
hjemturen spiste vi på Verninge kro, den er meget hyggelig og vi fik god
mad. Dagen blev afsluttet hos Knud og Ellen, hvor datteren Inge med sin mand
og to børn Liselotte og Anders også var- og vi havde en hyggelig aften.

Mandag tog vi til Horne- der er Lillis mand -Niels- født, og vores farbror
Peter boede her til sin død. Det er et meget kønt og idyllisk sted. Forinden
havde vi været på Falsled Kro og spist frokost. Kroen er efterhånden ret
berømt og ikke uden grund- Vi blev vist rundt på de meget smukke værelser
5-600 kr. pr. nat. Maden var god, men ikke spændende- og dyr. ca 300,00 kr.
men vi havde lovet os selv vi ville opleve det. Vi tog videre til Fåborg,
der er en permanent maleriudstilling som Ester gerne ville se- alle
de fynske malere og andre- jeg er glad for at have set den- men jeg kan
ikke henånde så meget som Ester. Fåborg er en dejlig by at gå rundt og kigge
på. Hjemtur ad idylliske små veje og spiste hjemme hos os selv. Vi ville
ikke være bekendt at tage imod Ellens invitationer hele tiden.

Tirsdag tog vi sammen med Ellen til Helnæs for at se den gård "Søgården"
som vores fars- mors-mors-fars-far byggede i 1792. Det er en meget stor og
smuk gård. Deres navnetræk står på et stentrug som nu står inde i gården
med blomster i. Denne oldefar var jo en ret betydelig mand på det tidspunkt.
Samme dag var vi på besøg hos Ellens datter Inge, hun minder lidt om Dorthe
en meget energisk pige, der har fået sig et dejligt hjem, hvor hun selv har
lavet en masse. Huset er med stråtag og bindingsværk og velholdt og børnene
er nogle dejlige frimodige og glade børn, som vi blev vældigt gode
venner med.

Onsdag tog vi til Munkebo Kirke og præstegård, der boede tante Elma før hun
blev gift med onkel Herman, hun var organist og boede hos pastor Borchcenius,
som vore bedsteforældre kom meget sammen med og deres datter var
mors nære veninde (Astrid). Dette var den helt store oplevelse for Ester.
Hun svævede afsted som en ung pige- ja- det var næsten hele turen værd.
Præsten var ikke hjemme, men gartneren der gik på kirkegården, vidste alt
det Ester gerne ville vide og viste hende alt det hun gerne ville se. Præ-
stens have fik vi lov til at gå rundt i så meget vi ville. Ester skænkede
ikke sine sko en tanke, dem passer hun ellers meget på, så de blev noget
fugtige, men det gjorde intet denne gang. Men hvor jeg undte hende det.
Men så ville jeg til strib- og det kom vi også: Jeg kunne huske det hed
"Hedehuset" og i nærheden af Jernbanen og vandet- men heller ikke mere- men det
var nok. Efter at have spurgt to ældre damer, der snakkede længe om det og fandt
ud af at det måtte være det der engang hed Jernbanegade som nu er Sofhievej, og
det var det, selv om søjlerne ikke er der mere. Det så nydeligt ud, meget vel-
passet. Vi gik ind og råbte "hallo" og en dame i en hængesofa bød os nærmere
og jeg fortalte at vor bedstefar engang havde boet her og vi så gerne ville se
huset, jamen sæt dem nu ned og få nogle ærter, min mand kammer snart, så skal
vi have kaffe alle sammen. Herr Nielsen, kom, og vi blev vist rundt i have og
hus, ovenpå hvor bedstefar boede engang- jeg huskede det tydeligt, jeg sad på
deres seng og snakkede om dengang med manden, Ester og Lilli havde svært
ved at lade være med at le, da vi så ret groteske ud, han er en meget stor
kraftig mand og jeg må altså have set meget lille ud ved siden af. Han fandt ud
af at bedstefar må have været den første der har boet der, da huset skulle
være bygget i 1923. Det var så hyggelige mennesker at vi nær aldrig var kommet
derfra, men afsted kom vi da, og fandt med besvær en dejlig lille kro, hvor vi
ville spise. Klokken var over otte Ester spurgte damen i restauranten og
jeg damen i køkkenet med det resultat at Ester fik afslag jeg fik et Ja- men
det blev uspecificeret- det, er da helt i orden, sagde jeg og råbte til Ester
at det var i orden. Damen i restauranten var værtinden, hvad jeg ikke kunne
vide- hun blev meget vred på mig, men vi fik maden og en flaske rødvin til.

Torsdag skulle vi til Assens for at besøge en af Lillis veninder -fru Lohfert-
Der blev vi det meste af dagen og nød haven og det gode vejr- På hjemvejen
købte vi ind til aftenkomsammen med Ellen og Knud- Ostemadder -Rødvin. Det
blev en meget hyggelig afsked, hvor alle blev temmelig pjattede:

Fredag den 25. Alesies fødselsdag, måtte vi så tage afsked med Fyn. Vi tog
over Ørbæk for at give fru Rasch-Nielsen lidt blomster qg sige farvel til
hende. Det havde vi lovet, og hun blev glad for det- og så gik turen hjem.

Det har været en dejlig tur- vi kørte kun ad de små kønne veje -vi fik set alt
det vi havde ønsket - vi har så at sige kun oplevet at møde venlige mennesker-
rare og hjælpsomme- og vi havde det rart med hinanden. Jeg havde tre uheld med
bilen- lige da vi tog fra Munkebo til Strib- da standsede bilen og ville ikke
mere- lige uden for en morel plantage- 4 kr. for en stor bakke- vi spiste mange
mens den flinke Falck mand rensede karburatoren for skidt meget omhyggeligt- han fik
også en portion. - 2. gang på hjemvejen, da vi kørte fra fru Rasch-Nilelsen
da stoppede den ud for en mekaniker i Ørbæk, men han var lidt for durkdreven
snakkede om en større reparation- så jeg bad Falck komme igen- da var det
benzinpumpen, men jeg kunne sagtens køre hjem. Til sidst da vi skulle fra færgen,
Falck igen- igen benzinpumpen- så kørte jeg uden stop Ester til stationen i
Glostrup, Lilli til Rødovre - og så mig selv til Rørvig lige til tiden til
middagsmad- siden har der ikke været noget i vejen.

Jeg ærgrer mig over at jeg ikke har haft en sådan tur sammen med mine søstre-
det har jeg altid ønsket mig- men ikke turdet- Jeg har altid været skrækslagen
over at have passagerer med- bortset fra Kay og Paw- mærkeligt nok. Ansvaret
for andres lig har påvirket mig for meget så jeg har undgået det så vidt muligt jeg
kunne være det bekendt. - Nu tror jeg nok jeg er kureret- det var vel også på tide.
Det var så en lille historie om vores tur jeg havde lovet at lave. jeg har
skrevet den på maskine da jeg kan se min skrift kan være svær at læse for andre.

Kærlig hilsen til Jer begge.


Billedet af far har jeg fået af Vor og Ellens halvfætter, hans far var
halvbror til vor far og hed Holger. Fætteren hedder Niels Hansen, er
lærer og bor i Odense.


----------------------------------------------------------------------
Se også breve fra Ellen Hansen Strandby til Bodil under "Ellen Hansen".
----------------------------------------------------------------------

  Begivenheder i hendes liv:

• Beskæftigelse: Bogholder.

Agnete blev gift med Kaj Ove Frederik Mullit den 15 Aug. 1944. (Kaj Ove Frederik Mullit blev født den 13 Feb. 1918 i Hellerup og døde i 1987.)

  Ægteskabsnotater:

Iflg papirer fra Jannie